Så kører toget (tirsdag den 5.10. kl. 19)
Klub: Skovshoved Badminton
Publiceret af: Henning B. Clausen
Dato: 04-10-2010 17:57:57
Kategori: Generelt
     

Så kører toget SIF!!!!

Endelig er SIF tilbage i den bedste række, og tirsdag d. 5/11 kl. 19 går det løs på hjemmebane mod Værløse.

Efter en dårlig sæsonstart ude i Århus med nederlag på 2-4, blev det et lidt mere ventet nederlag på 1-5 i Vendsyssel. I begge kampe var der dog mulighed for mindst 3-3, men der var ikke noget udebaneheld, og SIF er således bundprop efter de første 2 runder.

Der er derfor uhyre vigtigt, at SIF kommer på tavlen i de næste to opgør, hvor vi først møder Værløse hjemme for derefter allerede den 11/10 at drage til Ikast, det på papiret svageste hold i ligaen, der dog meget overraskende pressede de forsvarende mestre fra Greve ud i Golden set.

Desværre for SIF er Jonas Glyager blevet knæskadet og kan ikke deltage i de kommende kampe. I stedet træder Peter Hasbak ind i herredouble med Morten Spurr. Sidste optræden gav en forrygende sejr mod Gentofte, og dette spil skal findes frem, hvis SIF skal vinde HD mod Rasmus Bonde og Peter Mørk.

I Damesingle får Mette Viscovich fornøjelsen af at møde Tine Rasmussen, der for øjeblikket er tilbage i top 3 i verden.

Hjemmebanedebutanten, Pernille Harder skal sammen med Mette Schjoldager forsøge at drille det fremadstormende unge par Maria Helsbøl og Anne Skelbæk. Det kan blive en af nøglekampene, men VB er her favoritter.

Mads Kolding debuterer ligeledes på hjemmebane, denne gang med Julie Houmann i mix. Parret skal spille fast sammen, og det bliver interessant at følge dem fremover. Mod Værløse bliver det en tæt kamp med Karina Sørensen og Anders Kristiansen, hvor SIF er svage favoritter.

Tilbage er to herresingler, der meget gerne vil tage revance for en svag sæsonstart. Christian Lind har revance til gode mod Kasper Ipsen og ovenpå fornemt spil i China Masters, kan vi se frem til en meget tændt 1. herresingle.

I 2. herresingle skal undertegnede imod Emil Vind forsøge at hæve niveauet for 2 præstationer under middel i de første 2 runder. Det kan kun lykkes.

Kom og støt tirsdag d. 5/10 kl. 19 på Krøyersvej

Niels Christian Kaldau



 

 
Skovshoved Badminton | Krøyersvej 5 A , 2930 Klampenborg | +45 39 45 01 80 | skovser@skovser.dk