Ikast-SIF optakt
Klub: Skovshoved Badminton
Publiceret af: Henning B. Clausen
Dato: 09-10-2010 08:26:51
Kategori: Generelt
     

Hvor ligger Herning?

....Dette er der kun ET svar på, hvis man er fra Skovshoved og samtidig synes om badminton: ”Omtrent fire kilometer vest for Ikast”! Ikast FS som Skovshoved møder i fjerde runde af badmintonligaen mandag aften!

Dette er en af de få kampe i år, hvor Skovshoved må anse sig selv som en svag favorit! Både set ud fra de individuelle spilleres evner men også ud fra de historiske facts! Dog er favoritværdigheden meget skrøbelig.

 

Statistik

Faktum fortæller os at Ikast og Skovshoved har mødtes to gange siden nytår. Begge kampe er endt med tre point til SIF. Men man er ikke kommet sovende til resultatet, idet de to holdkampe er endt med en lille sejrsmargen på 4-2 og 8-5. I Badmintonligaen ligger de to hold side om side, efter at Skovshoved tog point mod Værløse. Ikast har ligeledes et point efter et tabt ”golden set” mod Greve.

 

Profiler

Ikast har oprustet med canadieren Fiona McKee efter oprykningsspillet i foråret. Fiona og Henrik K. Hansen stiller formentligt op imod Skovshoved nye mixdouble-par, Julie Houmann og Mads Pieler Kolding. Netop denne kamp kan blive yderst interessant mandag aften, da det jyske par har vist stor styrke. De to har bl.a. gjort sig fornemt bemærket i sidste runde ved at spille lige op med Anders Skaarup & Mie Schjøtt (Team Aarhus).

 

En anden traditionsrig, og tæt kamp, er mellem Christian Kaldau og Ikasts Jeppe Lund. Jeppe kan betragtes lidt som Kaldaus onde ånd efter to opgør, der har været vanvittig tætte! Men efter Kaldaus arbejdssejr i tirsdagens holdkamp er den dårlige stime vendt, og han vil uden tvivl bevise at han ikke længere kigger sig tilbage!

 

Men den største overraskelse mandag aften bliver uden tvivl (Dette er på skribentens egen regning) damesinglen mellem Kristina Ludikova og Skovshoveds stolthed, Mette Viscovich! Dette er den eneste kamp hvor Ikast på papiret er sikre favoritter denne aften.

Men efter Mette tog et sæt mod Tine Baun i sidste runde, krydret med at hun i al stilhed er kravlet op af ranglisten ved hjælp af sin fantastiske form, er undertegnet helt sikker på, at Ludikova får det første nederlag i årets Badmintonliga!

 

Skovshoved har, uden nogen som helst tvivl, en rigtig god mulighed for at spille sig væk fra bunden mandag aften. Det kræver dog at alle på holdet er 100 % klar, og naturligvis, at bundniveauet forbliver meget højt. Der skal ikke være nogen tvivl om at denne kamp er meget vigtig i løbet af en sæson, hvor der ikke gives mange gaver bort!

Hvis man tilfældigvis skulle være i Ikast og omegn mandag aften, burde man trille forbi Ikast Hallerne kl. 19!

 

Een gang Skovser, Altid Skovser





 

 
Skovshoved Badminton | Krøyersvej 5 A , 2930 Klampenborg | +45 39 45 01 80 | skovser@skovser.dk