U13 hold-DM: Sølv til SIF og sejr til fairplay
Klub: Skovshoved Badminton
Publiceret af: Henning B. Clausen
Dato: 20-04-2015 16:54:28
Kategori: Generelt
     

U13 hold DM. Scenen er sat for den ventede finale mellem Højbjerg og Skovshoved. En finale - der uden tvivl har været talt om blandt spillere, trænere og forældre i de 2 klubber utallige gange de seneste måneder.

Det er en finale mellem 2 stærke hold, som hver især kan semuligheden for at vinde. Højbjerg er favoritter, men Skovshoved har en bredere trup. Spillere, trænere og forældre er top tændte. Trommerne larmer i hallen.Det er denne type af kampe, som spillerne drømmer om at deltage i. På den andenside er presset på spillerne også stort. Alle vil gerne vinde inklusiv trænere og forældre. Så alt er præcis, som det helst skal være i en finale ved hold DM.

Kampen bliver ligeså tæt og spændende, som man kunne forvente. Der spilles på meget højt niveau, og spillerne viser deres potentiale på trods af spændingen og forventningerne.

Resultatet ender 5-4 til Højbjerg. Det bliver til en flot sølvmedalje til Skovshoved. Det er selvfølgelig det, der kommer til at stå i historiebøgerne. Men der er andre ting, der også bør huskes fra den finale. Der blev udvist fairplay af begge hold på et niveau, hvor man kun kan være stolt.

Desværre var dommerne ikke specielt skarpe på dagen, og det kan hurtigt give udfordringer, når både spillere, trænere og forældre er top tændte.

Der var en række fejlkendelser af dommerne, som nok var nogenlunde lige fordelt til begge sider, og som altid er svære at bedømme. Men der var 3 episoder, som var ekstremt afgørende, hvor spillerne - på trods af lidt for engagerede forældre bag banerne - tog sagen i egen hånd og korrigerede dommerne.

To gange smider Højbjerg spillere bolden over på den andenside på trods af, at dommeren har dømt bolden ude. Begge gange var det i de afgørende bolde i afslutningen af tætte sæt.

Den tredje episode blev kampafgørende. Holdkampen står 3-3,og alt tyder på, at holdene vinder en hver af de resterende kampe. Så kampen der skal afgøre finalen er 1. HD. Kampen blev helt så tæt og velspillet, som man kunne håbe på (eller måske frygte). Ved stillingen 21-20 til Højbjerg i 3.sæt i 1. HD spiller Højbjerg spillerne bolden udover baglinjen. Dommeren giver pointet til Skovshoved: 21-21. Efter en kort samtale mellem Skovshoved spillerne går de op til nettet og siger tak for kampen. De er blevet enige om, at en af dem havde rørt på bolden før, at den røg ud. Skovshoved taber dermed 22-20, og DM guldet er på vej til Højbjerg. Det ved alle i hallen godt. De to Skovshoved spillere er kede af det – de græder allerede inden, at de forlader banen. De ved godt, at de har gjort det rigtige, men de er kede af, at de har tabt.

Højbjerg vinder DM guldet og får navnet på pokalen. Tillykke med det – det er fuldt fortjent. Men denne dag blev begge hold vindere. På begge hold er der meget unge spillere, som er under et stort pres, og alligevel formår de at vise, at badminton stadigvæk er en gentlemansport. Det må vi aldrig glemme.

STORT TIL LYKKE TIL U13 HOLDET MED SØLVMEDALJEN .





 
Skovshoved Badminton | Krøyersvej 5 A , 2930 Klampenborg | +45 39 45 01 80 | skovser@skovser.dk