Imponerende sæson for SIF Badminton
Klub: Skovshoved Badminton
Publiceret af: Henning B. Clausen
Dato: 08-04-2011 15:48:26
Kategori: Generelt
     

Skovshoved IF-Badminton har oplevet sit bedste år i mange årtier. 2010/11 vil uden tvivl blive husket som den sæson hvor SIF endnu en gang spillede sig ind i toppen af dansk badminton.

Hvis man i disse dage passere en skovser uden for hans badmintonhal på Krøyersvej i SIF og han bærer på et smørret grin er det ikke så underligt. Efter en helt fantastisk sæson er Skovshoved IF endnu en gang tilbage blandt de bedste klubber i dansk badminton.

Dette er ikke kun gældende hos de voksne elitespillere på 1. holdet der imponerede med deres flotte kvartfinaleplads i Elitedivisionen. Men præstationen af 2. og 3. holdet der begge rykkede en række op er absolut værd og nævne, og samtidig en god indikator for hvordan SIF er på vej i den rigtige retning hvor et langt arbejdsforløb med bl.a. styrkelsen af den sportslige strategi allerede er begyndt at bære frugt.

Sæsonen har ligeledes været imponerende god for de unge badmintonstjerner i SIF. Især U17 spillerne har vist deres kæmpe talenter under U17 Elite DM i Skagen, hvor det både blev til guld og sølvmedaljer i marts måned. De samme spillere, Natalia Rohde, David Daugaard og Joshua Eipe er efterfølgende, alle, blevet udtaget til U17 landsholdet der drager til Frankrig senere på foråret. ”At hele tre unge skovsere skal repræsentere klubben i de danske farver er særdeles uvant og en kæmpe cadeau til SIFs trænere i klubben”, siger formand Steffen Moe.

Flagskibet i SIF-Badminton afsluttede sæsonen med et festfyrværkeri hvor det lykkedes holdet at spille sig helt frem til kvartfinalen i Ligaen. En ganske imponerende præstation og et resultat der, forhåbentligt, vil tegne et billede af hvordan næste sæson udvikler sig. Med nye ansigter i truppen, Jan Ø. Jørgensen & Simon Mollyhus, er der alt mulig grund til at tro på næste sæsons drøm om medajler.

Med bedre rammer for TV-kampe (Færdiggørelsen af en ny hal) og mere plads til at udfolde sig, kan man ikke klage over forholdene på Krøyersvej. Rammerne om spillerne fungerer tilsyneladende også rigtigt godt. Dette kan spillere og ledere primært takke cheftræner, Henrik PK Rohde, for! Han har, med sine egne metoder, skabt et miljø på 1. holdet som alle trives storartet med. Og da ”PK” tilmed blev kåret til ”Årets Siffer” grundet hans mange års virke i klubben, er der ingen tvivl om at trænervalget i ”PK” har været det helt rigtige.

For første gang i mange år sidder der en skovser uden for badmintonhallen på Krøyersvej og storsmiler. Og det er fuldkommen berettiget!

Af Simon Melbye



 

 
Skovshoved Badminton | Krøyersvej 5 A , 2930 Klampenborg | +45 39 45 01 80 | skovser@skovser.dk