SIFs sølvvindere 2015
Tillykke til SIF med sølvet for 3. år i træk
Klub: Skovshoved Badminton
Publiceret af: Henning B. Clausen
Dato: 24-04-2015 12:17:16
Kategori: Generelt
     
3. gang var ikke lykkens gang for Skovshoved. Greve vandt finalen 4-2 efter flere velspillede kampe i Frederiksberg-Hallerne den 23.4.2015.

Læs reportagen af kampen nedenfor:


Det var en af de dér aftener, hvor kondensen dryppede fra loftet i Frederiksberg Hallen og decibelen nærmede sig Arbejdstilsynets støjgrænser. For der skulle findes en ny guldmedalje indehaver i Badmintonligaen efter, at Team Skælskør-Slagelse havde vundet de seneste tre sæsoner. Skovshoved havde elimineret TSS i semifinalen, og nu skulle de blå nordsjællændere krydse ketsjere med guldvinderne fra 2011, Greve.

Første kamp på programmet var skovshoved spillerne Carsten Mogensen og Mads Conrad-Petersen mod Rasmus Mangor Andersen og Mikkel Delbo Larsen fra Greve. Og stjernedoublen fra Skovshoved lagde bedst for. Først landede en svævende bold fra Mangor på den forkerte side af baglinjen, og derefter var nettet for højt. 2-0 til Mogensen og Conrad. Sættet fortsatte på "skovsernes" præmisser med Mangor og Delbo haltende efter. Og på trods af en reducering til 4-6, stod der aldrig Greve på sættet. Mogensen leverede formidabelt netspil, og så vandt de blå 11-6.

Mogensen/Conrad dansede sig til sejr
I andet sæt fortsatte samme tendens og Mogensen/Conrad kom hurtigt foran 3-0. Men så fik greve spillerne fat, og en udligning til 6-6 gav nyt håb. Der skulle dog ikke mere til end en ærgerlig fejlserv fra Mangor, førend duften af momentum forsvandt. Mangor/Delbo havde jublet over deres sidste point, og sættet gik til Mogensen/Conrad. Tredje sæt blev det sidste for herredoublerne. Her var forskellen markant, da Mogensen/Conrad sejrede 11-3, og havde det ikke været for det monumentale projektørlys, havde dansetrinnene fra stjernedoublen været tydelige på det grønne underlag.

I aftenens anden kamp var det skovshoved spilleren Natalia Koch Rohde, der skulle revanchere sit nederlag til canadieren Michelle Li i grundspilskampen mellem de to sjællænder klubber. På trods af triumf i andet sæt haltede Rohde efter i de fleste minutter, og Li vandt i fire sæt.


Grevinderne snuppede damedoublen
I dagens damedouble havde Emelie Fabbeke byttet Anne Skelbæk ud med den tidligere All England vinder Tine Baun. De stod over for greve spillerne Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen. Og de to "grevinder" tog føringen fra første serv. Efter en føring på 8-5 kom Baun og Fabbeke tilbage, og med fremragende netspil fra sidstnævnte fik de udlignet til 9-9. Det var dog ikke nok, og Juhl/Pedersen vandt 12-10 i et tæt sæt. Tæt blev andet sæt aldrig og Greve-spillerne vandt 11-5 . Samme afvikling havde tredje, og Juhl/Pedersen snuppede det med 11-6. 2-1 til Greve i det samlede regnskab.

Skovshoved vandt mixdoublen
Alt imens var mixdoublen i den afgørende fase. Efter at skovshoved spillerne Joachim Fischer og Julie Houmann havde vundet første sæt 11-6, stod der Greve på det meste af andet. Men det fandt de blå sig ikke i, og de udlignede til 10-10. Det var dog ikke nok, og greve doublen vandt 12-10.
I tredje sæt satte en hårdtslående Fischer sig igennem, og det fik den blå tilskuerfløj til at strejke benene i jubel. Og de blev stående, da Jan Ø. Jørgensen på den anden bane tog første sæt mod greve spilleren Joachim Persson. Da sæderne igen var ved at blive indtaget, afgjorde Fischer kampen i mixdoublen, og Skovshoved havde efter forventningerne udlignet til 2-2.

Medrivende herresingle
I mellemtiden var andet sæt i herresinglen i fuld gang. Her fik Persson anderledes fat, og efter tæt spil havde han sætbold. Vinden var på greve spillerens side, og fjerbolden passerede lige netop baglinjen. Jan Ø. Jørgensen kom tilbage i tredje, og med klogt taktisk spil udspillede han Persson over et par hurtige bolde og snuppede sættet med 11-7.
Starten på fjerde sæt havde samme karakter som de første. Nervepirrende og tætspillende. I aftenenes bedste sæt fulgtes de to herresingler ad til 9-9, men Persson havde overskud til sidst og vandt overraskende 11-9. Den storspillende greve spiller lignede manden, der skulle sende guldmedaljerne til Østsjælland. Nu skulle det afgøres i et sidste femte sæt. Her fulgtes de igen ad til 9-9, og da Persson kom foran 10-9, var hans navn på de rødes læber. Og det var med god grund, for efter en neglebidende dyst kunne han knytte højrehånden og lade sig tiljuble af de medrejste greve-fans. Nu så det endelig ud til at nordsjællænderne ikke længere skulle vende utallige sider i historiebogen for at finde den seneste DM-triumf, der indtraf helt tilbage i 1969.

Persson var da også yderst tilfreds med sin egen præstation.


- Det er så fedt at vinde, og for mit vedkommende var det vigtigt, at jeg blev ved med at klø på. Rent taktisk var det afgørende, at jeg dækkede af efter serverne, fordi Jan Ø. var god til at rykke på dem. Men det fik jeg lukket af for i slutningen af kampen, og med lidt held fik jeg den i hus til sidst, siger Joachim Persson.

Greve spilleren har et godt tag på Jan Ø. Jørgensen. Han nuppede nemlig også sejren, da de to mødtes i et Golden Set i grundspillet.

- Jan Ø. sagde efter DM, at der var mange måder, han kunne slå mig på. Det var olie på mit bål, og jeg har tænkt over det hver dag siden. Når jeg rammer mit topniveau, er jeg ikke langt fra ham, siger Joachim Persson.

Lind leverede ingen overraskelse
I den afgørende herresingle stod Christian Lind Thomsen fra Skovshoved over for Greves Ka Long Angus ng. Her skulle Lind overraske for at trække holdkampen ud i et Golden Set. Men det blev aldrig helt godt for "skovseren", der tabte i en medrivende firesætter.

- Jeg havde banen tættest på modstanderens fans, hvilket selvfølgelig gjorde det ekstra svært. Men det er ingen undskyldning, for jeg møder en god spiller og skal kæmpe for alle mine point. Det var desværre ikke stabilt nok for mig i dag, og jeg er mega skuffet for at tabe for mit hold i en finale, siger Christian Lind Thomsen.

Publiceret på badminton.dk af: Anders Rud Nielsen




 
Skovshoved Badminton | Krøyersvej 5 A , 2930 Klampenborg | +45 39 45 01 80 | skovser@skovser.dk